Immigration er i høj grad et formativt og udviklingsorienteret fænomen i moderne samfund, som til stadighed øges i vores globaliserede verden. Mens nogle frivilligt rejser til et andet land for at studere, arbejde eller af andre grunde, er et stort antal mennesker tvunget til at flygte.

I slutningen af 2018 blev over 70.8 millioner mennesker omfordelt. 25.0 millioner af disse personer er flygtninge, som er flygtet fra deres hjem på grund af konflikter, forfølgelse eller alvorlige krænkelser af menneskerettighederne. 80 % af disse mennesker pci forbindelse med forbliver i deres hjemlande eller flygter til nabolandene; og hundreder af tusinder til millioner finder vej til Europa hvert år med sigte på at opnå et bedre liv i værtslandene (UNHCR, 2020).

Disse mennesker er i centrum for dette projekt sammen med alle andre flygtninge og indvandrere, der er kommet til Europa af mange forskellige årsager (se afsnit om projektets prioriteringer). De fleste af dem er kommet for at finde bedre betingelser for arbejde, boliger, uddannelse og en bedre fremtid for deres børn – eller af helt andre grunde. De er håbefulde. De har drømme og ønsker – og de undervurderer ofte vanskelighederne ved at integrere sig i et nyt samfund.

De er ikke fortrolige med værtslandets kultur og rodfæstede værdier – eller fortrolige med, hvordan samfundets systemer fungerer, såsom det sociale system, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedssystemet eller sundhedssystemet. Værdier, vaner og regler er forskellige, mænds og kvinders roller kann virke som en irritationsfaktor, tøj kan adskille sig – og hele tilværelsen kann være anderledes end forventningerne. Derfor kann der i høj grad være behov for støtte til at komme overens med disse paralleller for derigennem at muliggøre en positive integration.

Projekt MultiPLUS+ sætter fokus på personer, som bidrager til denne integrationsproces: de såkaldte „multipliers“ – eller formidlings- og forandringsagenter.

Formidlings- og forandringsagenterne er sædvanligvis kvinder - sjældent mænd – som er godt integreret i deres værtslande og har en god status i deres minoritetsmiljøer. De behersker det nationale sprog, for eksempel dansk. De er ofte rollemodeller og en slags brobyggere mellem de forskellige samfund. Af den grund vil organisationer, for eksempel civilsamfundsaktører og rådgivningscentre, ofte ansætte dem, når der skal planlægges en informationsrunde til minoritetsmiljøer om specifikke emner. Den østrigske organisation OMEGA, der har ansøgt EU-Kommissionen om projekt MultiPLUS+, har for eksempel i forbindelse med projekter omkring forebyggelse og seksuel chikane benyttet „multipliers“ i formidlingsarbejdet til minoritetsmiljøer. 

Der knytter sig dog visse udfordringer til ”multipliers” opgaver: uddannelse for ”multipliers” har normalt fokus på at formidle indhold, hvorimod der er mindre opmærksomhed på pædagogiske metoder og værksteder til at formidle indhold til minoritetsmiljøer. Den anvendte metode vil hovedsageligt være workshop-metoden. I praksis vil metoden først og fremmest være en ”informationsdialog”, hvilket indebærer, at den enkelte ”multiplier” rapporterer, hvad hun/han har lært, mens modtagerne i lokale etniske minoritetsmiljøer lytter og stiller spørgsmål mv. Der er således traditionelt ikke tale om en deltagercentreret tilgang. Selv om folk i miljøerne kan være tilfredse med at modtage information, vil det være et vigtigt skridt på vejen mod en større kvalitetssikring og professionalisering af ”multipliers”, at de forbedrer de pædagogiske, kommunikative og formidlingsfaglige kompetencer. 

De pædagogiske tilgange, som generelt anvendes i værtslandene, er ofte helt forskellige fra de tilgange, som indvandrere og flygtninge har oplevet i deres skolegang og uddannelse. Derfor kan de stå i modsætning til immigranters opfattelse af, hvad der præger undervisning og læring af god kvalitet i deres oprindelseslande. Immigranterne kommer i nogle tilfælde fra sammenhænge, hvor læring overvejende bestemmes og domineres af lærere. Immigranter kan derfor forvirres af de læringstilgang, der stifter bekendtskab med i de nye lande, som ofte relaterer til en workshop-metodik og en forventning om, at deltagerne arbejder i dybden med et bestemt emne. Denne tilgang kan for eksempel også indbefatte gruppearbejde, fortolkning af tekster og selvstændige præsentationer i plenum (jf UNESCO 2018). I dette perspektiv kann en inddragelse og integration af metoder, som immigranter kender fra deres hjemlande, være en hjælp til at opnå de ønskede resultater. 

Herudover lægges der traditionelt heller ikke vægt på de forskellige roller, som „multipliers“ varetager alt efter de temaer, de skal formidle. Det gælder også den socio-politiske dimension, der følger med deres formidlingsrolle. I praksis overfører de ikke udelukkende information. Det ligger også i opgaven, at de samtidig formidler de samfundsmæssige værdier, der knytter sig til temaet.

Mål og planlagte aktiviteter »